Hvad er Ju-Jutsu?

Grundidéen i Ju-Jitsu er, at man lærer at forsvare sig ved at pacificere den, der angriber – med teknik i
stedet for styrke.

 

I Ju-Jitsu træner man kast, holdegreb, låse, undvigelser, slag, spark og parader, og man forsvarer sig både
med afstand til modstanderen og helt tæt på.

 

Der konkurreres – både nationalt og internationalt – bl.a. i “Fighting”, hvor to kæmpere dyster mod
hinanden, og der scores point med markering af slag og spark samt kast, overgang fra stående til gulvkamp
og kontrolteknikker.

Som Ju-Jitsu-udøver opbygger man sin selvtillid, opnår selvdisciplin, får selvkontrol, kondition, styrke og et
godt kammeratskab med klubkammeraterne – og sidst men ikke mindst lærer man at forsvare sig selv.

 

Ju-Jitsu er en fællesbetegnelse for stilarterne Ju-Jutsu og Jiu-Jitsu, der er de bæltegradueringssystemer,
som klubberne træner efter.

Våbenløst forsvar fra Japan
Vi hører første gang om våbenløst forsvar i Japan allerede omkring år 1000 e.Kr. Men det var først fra 1500-
tallet og frem til 1876, at Ju-Jitsu blev videreudviklet af samuraierne i Japan.

De japanske samuraier
I Japan var samuraierne landets særlige sværd-adel, som stort set havde eneret på at bære våben og bruge
disse. Samuraierne var en mellemting mellem politi og soldater, og de opbyggede et meget omfattende
kampsystem. De brugte en metode, der byggede på nærkamp med slag – enten ubevæbnet eller med
anvendelse af mindre våben. Metoden blev brugt til defensivt eller offensivt at tøjle en eller flere
ubevæbnede eller småt bevæbnede modstandere.
Da Japan imidlertid omkring 1850 ikke havde deltaget i større krige i næsten 300 år, samtidig med at der
kom nye krigsformer med skydevåben, betød det, at to modstandere nu sjældent mødtes i kamp mand
mod mand. Det blev derfor klart for samuraierne, at nærangreb – udelukkende med slag – hurtigt ville blive
ineffektivt. Derfor udviklede de Ju-Jitsu til den form vi kender i dag, hvor den mest effektive metode for
JuJitsu-udøveren er at pacificere sin modstander ved også at benytte låse, kast og stranguleringer. Disse
teknikker blev bygget på princippet om at udnytte modstandernes egne kræfter imod dem selv.

Nutidens Ju-Jitsu
Samuraiernes betydning og anseelse dalede således langsomt, frem mod 1876, hvor de helt blev frataget
deres beskyttede position i samfundet ved lov. Men deres kampsportssystem, Ju-Jitsu, fortsatte en stille
tilværelse frem til slutningen af 1900-tallet, hvor sporten igen fandt sin opblomstring – først i Japan og
siden i Europa, og efter 2. verdenskrig kom Ju-Jitsu for alvor ud blandt den bredere befolkning.

Ju-Jitsu i Danmark
Ju-Jitsu er fællesbetegnelsen for stilarterne Ju-Jutsu og Jiu-Jitsu, der er de bæltegradueringssystemer, som
klubberne i Danmark træner efter. Af historiske årsager benytter klubberne i Danmark to forskellige
gradueringssystemer, hvilket skyldes, at man tidligere var organiseret hver for sig. Derfor benytter nogle
klubber betegnelsen Ju-Jutsu og andre Jiu-Jitsu.

Hvad træner vi?
Ju-Jitsu tager udgangspunkt i at være effektivt som selvforsvar på alle distancer. Der arbejdes både med
afstand til modstanderen, stående med greb i modstanderen og gulvkamp med greb i modstanderen. At
træne Ju-Jitsu indebærer at træne basisteknikker fra Karate (slag, spark, parader), Judo (kast, låse,
holdegreb) og Aikido (kast, låse). Ju-Jitsu er opbygget ud fra den filosofi, at system og teknikker skal
tilpasses situationen.

Ju-Jitsu som konkurrencesport
Ud over at være selvforsvar dyrkes Ju-Jitsu også som konkurrencesport, hvor man tester sin kunnen. Til
konkurrence dystes der fx i “Duo Games”, hvor man parvis fremviser 12 udvalgte selvforsvarsteknikker, der
bliver bedømt af et dommerpanel. En anden konkurrencegren af Ju-Jitsu er “Fighting”, hvor to kæmpere
dyster mod hinanden. Point scores med markering af slag og spark, kast og kontrolteknikker (fx holdegreb,
armlås og stranguleringer). Der dystes også i “Reaktionsbane”, hvor man tester sig selv på en rute og
forsvarer sig mod forskellige angreb undervejs.